Om Sorø Synger

Vores vision er:

  • At gøre sangen til en naturlig del af hverdagen for alle i Sorø Kommune.
  • At fremme og styrke sangen for såvel bredden som eliten.
  • At styrke musikalitet, trivsel, selvværd og velfærd gennem sang.

Det gør vi

Netværk og inspiration: Sorø Synger vil fremme og styrke sangfællesskaber med de allerede eksisterende kræfter i byens sangmiljø; skabe bæredygtige samarbejder mellem skoler, kirker, daginstitutioner, musikskoler, kormiljøet og andre organisationer og kulturinstitutioner i kommunen.

Nye projekter: Samtidig vil vi fremme og kultivere sangkulturen med nye projekter og initiativer til gavn for lokalområdet i tæt samarbejde med både kommunen og erhvervslivet. Sorø Synger har i sin korte levetid skabt sangtilbud for mange forskellige aktører i Sorø Kommune. Som eksempel kan nævnes børn i institutioner og skole, unge, demente, børnefamilier og voksne.

Fokusområder

Børn: Sangglæde udvikles fra de tidlige år. Herfra gror sanglysten for den enkelte og sangmiljøets fødekæde styrkes. Vi gør sangen til en naturlig del af børnelivet med vores SFO-kor, familiekor, projektet “Mere sang i skolen” og sang for de 1-3-årige på biblioteket.

Talent: Bredde og elite er indbyrdes afhængige. De dygtige bliver rollemodeller for bredden. Vi støtter de eksisterende talentudviklende tilbud i kommunen og arbejder på at skabe en vokalfestival, som støtter talentudviklingen.

Sundhed: Sang er en samfundsressource, som det kan betale sig at bruge kræfter og penge på. Vi bruger sangens mange forskningsbaserede, sundhedsfremmende effekter i en velfærdskontekst, når vi laver erindringskor for demente, KOL-kor og forebyggende sundhedskor og SANS for friske seniorer.

Fællesskab: Der sker noget særligt, når vi synger sammen. Fokus fjernes fra individet, og det fælles rum åbner sig. Her er vi kun noget i kraft af hinanden. Her bærer vi hinanden. Sangfællesskaber danner os og skaber trivsel. Derfor laver vi en masse fællessangsarrangementer – fx “fyraftenssang på stationen” og fællessang og fællesspisning  for unge – Unge Take Over.

Klosterby med stærk kultur

Sorø Synger vokser ind i en gammel klosterby med historisk vingesus og kulturprofiler med pondus. Her står vi på et kunstnerisk fundament, som har skabt velrenommerede, etablerede kor og en stærk tradition for kulturelle ildsjæle. Sorø Synger læner sig med ydmyghed og store ambitioner ind i denne kontekst. Her vil vi skabe kunst, kultur og sangglæde for både bredden og eliten.

Foreningen Sangkraftcenter Sorø Synger blev stiftet i 2022 og er del af det nationale projekt “Sangkraft 25”. Vi har et stærkt samarbejde med andre kulturaktører; eksempelvis Sorø Musiske Skole, KulturKaptajner, Sorø Ungdomsprojekt – SUP, kormiljøet, Sorø Bibliotek & Bykontor, Frivilligcenteret, m.v.

Bestyrelse

Forperson
Søren Sandahl
sorensandahl@gmail.com
Bestyrelsesmedlem
Pelle Nyhuus
info@pelle-nyhuus.dk
Bestyrelsesmedlem
Siri Garde Myggen
sirimyggen@hotmail.com
Bestyrelsesmedlem
Maja Hartnack
majahartnack@hotmail.com
Bestyrelsesmedlem
Asger Boesen
niwo@soroe.dk
Suppleant
Louise pape
louisepape@gmail.com

Tak for støtten!

 
  • Sorø Kommune
  • Sangens Hus
  • Statens Kunstfond
  • Egholtfondet
  • Nordea Fonden
  • Trelleborg Fonden