projekter
Sorø Synger laver både projekter på egen hånd og i samarbejder med andre aktører i Sorø. Vi opstarter løbende nye projekter, så følg med her på siden.
SANS - Hold hjernen igang
– Dans og sang for friske seniorer
SANS er en blanding af at danse og synge sammen på et hold. Når der arbejdes med rytmer og sang kommer de fleste af vores sanser grundigt i spil, hvilket er særligt hjernestimulerende. SANS er det sidste skud på stammen af Hold Hjernen Frisk-aktiviteter, der udbydes i hele landet i samarbejde med Sangens Hus og DGI.
Du behøver på ingen måde at være “verdensmester” i at danse eller synge for at være med til SANS. Det er netop, når du øver dig, at hjernen kommer rigtigt på arbejde og vedligeholdes. Samtidig lægges der stor vægt på, at det skal være sjovt at være med og vi skal gå glade fra SANS-træning med fornyet energi, selvom vi har været fysisk aktive. Datoer for hold i Sorø kommer snart.
Sorø vokal festival
Lørdag d. 10. maj 2025
Sorø Vokal Festival er en årlig 1-dagsfestival, som fodrer og optanker sangmiljøet i Sorø på det kunstneriske, sociale og relationelle plan – på tværs af bredde, talent, alder og baggrund. Det er ikke blot en festival for alle Sorøs kor, men for alle sanginteresserede borgere og professionelle, som arbejder på at gøre sangen til en større del af hverdagen – herunder også pædagoger, lærere, private virksomheder mm.
Programmet offentliggøres i løbet af efteråret 2024.
Festivalen er støtte af: Nordea Fonden, Statens Kunstfond, ‘Trelleborg Fonden – i samarbejde med Sydbank’, samt Sangens Hus
Sangglad Familie
I Sangglad Familie bliver hele familien klædt godt på til at synge med sange og metoder særligt udviklet til dagligdagens kendte rutiner. Når man synger sammen, kan man give slip på dagens travlhed og nyde gode øjeblikke i familiens skød. Sang er nemlig en direkte vej til at skabe tryghed, samhørighed og vise omsorg.
Sangglad Familie er for familier med et barn i alderen 0-3 år.
Vigtige praktiske oplysninger
Samarbejde mellem Sorø Bibliotek, Sangens Hus og Sorø Synger
Tilmelding: lykke@soroesynger.dk Sted: Sorø Bibliotek (kl. 9-9.45). Dato og tid: D. 29.10 og 12.11 kl. 9-9.45 i Sorø. Entré: Gratis
Link til mere information om Sangglad Familie projektet: www.sangglad.dk/sangglad-familie-2
Mere sang i skolen
-Boost til musikundervisningen i folkeskolen
Med projektet vil Sorø Synger løfte musikundervisningen i folkeskolerne, samt tilbyde inspiration til og opkvalificering af musiklærere og pædagoger i folkeskolen. Projektet springer ud af Sangens Hus-projektet ’Sang, Bevægelse og Læring’. Projektet er under udvikling, men har indtil videre budt på inspirationskursus til 10 musiklærere i kommunen (2023). Flere aktiviteter er snart på vej.
Erindringssang
– sang for personer med demens
Et samarbejde mellem Sorø Synger og demensenhederne i Sorø Kommune. Målet er at gøre sangen til en del af hverdagen for demente i demensenhederne i Sorø Kommune. Erindringssang er fællessang, specielttilrettelagt så alle så vidt muligt kan deltage også borgere med moderat til svær demens – og evt. deres pårørende. Sangene er udvalgt, så de vækker deltagernes minder og skaber kontakt og glæde. I 2024 får alle plejecentre tilbudt 4 besøg.
Erindringssang varetages af Louise Pape, som er sangpædagog og musisk medarbejder på ældre og sundhed området. Louise har stor erfaring i at lave musiske aktiviteter for demensramte.
Unge Take Over
– sangprojekter skabt af unge i Sorø
Sorø Synger støtter unge i at lave projekter, som de selv brænder for. I 2024 laver en gruppe unge en ungeversion af ‘fyraftensang på station’ ved navn Unge Take Over. Her mødes unge til fællessang, fællesspisning samt musikquiz eller lignende. Til første event i februar deltog over 30 unge. Kommende datoer: 9. sep., 24. okt., 2. dec. 20024.
Sorø Syngers bestyrelsesmedlem Asger Boesen (19 år) er primus motor i projektet – og formand for SUP – Sorø Ungdomsprojekt.
Formiddagssang
– Sang for de 1-4-årige og deres forældre/bedsteforældre
Hvor anden onsdag formiddag skaber vi en musikalsk oplevelse for de mindste på Sorø bibliotek. Formiddagssang er ikke blot sanglege. Det er et rum, hvor de voksne inviteres til at give sig hen til sangens fællesskab, hvor elementer fra folkemusikken fletter sig ind og børnene inviteres ind i sangens toner og gentagne rytmiske bevægelser, som stimulerer sproget, koordinationen og sangglæden.
Fyraftensang
– Åben fællessang for alle på Sorø Station
Fyraftensang er drop-in fællessang for alle, der har lyst til at stemme i og lad sig henføre i den fælles sang. Fyraftensang er en oase i hverdagen, og det er en anledning til at møde nye mennesker i lokalområdet. I sin klassiske form er fyraftensangen kl 16-17 – mellem arbejde og aftensmad. Hvert arrangement har en ny sangvært, som udvælger sangene og præsenterer dem.
Ved vores Aftensangsarrangementer skruer vi op for mængden af sang og ned for ”snak om sang”. Her rækker vi ud til dig, der har puttet børnene, ønsker en aften væk fra sofaen og at slutte dagen af med smukke toner. Ved vores ‘beersong – fyraftensang’ skruer vi op for den festlige stemning. Se kalenderen for kommende arrangementer.
Drop-in Familiekor
-Sang på tværs af generationer
1. lørdag i måneden skaber familiekoret en ramme, hvor der er højt til loftet, mens vi synger sammen. På programmet er der alt fra popsange, bodypercussion og beatbox-rytmer til kædedans og sanglege. Her er plads til babyer, børn, teens, voksne, bedsteforældre og andre, som gerne vil synge i flok. Målet med projektet er at skabe et sjovt og inkluderende fællesskab, der forbinder flere generationer og familierne i Sorø. Se kommende arrangementer i kalenderen.
Sangkaravanen
-Sangworkshops i landsbyer og udsatte områder
Målet med projektet er, at sangen skal komme ud i alle hjørne af kommunen. På den måde vil vi arbejde på, at sangen kommer ud til bredden, og at sangen kan være med til at skabe trivsel, glæde og fællesskab også her. I forbindelse med ‘Små Synger Sammen Dag’ (se nedenfor) tager Sorø Syngers Sangkaravane fx. ud til Ruds Vedby i år med en kæmpe fest af en børnekoncert, og December-sangkaravanen kommer til Stenlille Kulturhus og Ruds Vedby Sognegård, hvor vi laver børnesang og faciliterer sangworkshops.
'Små synger sammen Dag'
-Sang i alle daginsitutioner i Sorø kommune
Alle børn (0-6 år) i daginstitutioner, dagpleje og hjemmepasning, skoler og SFO’er i Sorø Kommune bliver inviteret til at synge sammen til Små Synger Sammen Dag 2. torsdag i september – den nationale sangdag for de mindste. Fællessangen foregår både ude i institutionerne, til fælleskoncerter flere steder i kommunen
- Koncert i Ruds Vedby: Torsdag d. 12. september kl. 10.00 på Naturlegepladsen “Ej Sikke Leg”
- Koncert i Sorø: Fredag d. 13. september kl. 10.00 på Den Grønne Scene ved Biblioteket
- Koncert på Børnekulturfestivalen i Sorø med søskende, forældre, bedsteforældre, kusiner, fætre og onkler og tanter: Lørdag d. 31. august kl. 10.00 på Den Grønne Scene
Væk din Indre Sangstemme
-sang for dig, der gerne vil være mere tryg ved at synge foran andre eller sammen med andre.
Sang handler i dette projekt ikke om præstation og perfektion, men om at skabe forbindelse – til os selv, til hinanden og til naturen. Vores underviser Adine Fliid skaber et trygt rum, hvor deltagerne kan undersøge relationen til deres stemme. Projektets workshop er for alle, der har lyst til at lære sig selv bedre at kende og få et mere afslappet forhold til deres stemme, og alt det den kan, når man slapper af i kroppen. Hver workshop byder på forskellige meditative og kreative øvelser.
Børnekulturfestival
– Endagsfestival i Sorø Bymidte
Sang og musik, dans og teater, billeder, spændende fortællinger, sæbebobler, højt til himlen og fællesskabet er i fokus, når børnekulturen fylder Sorøs gader og stræder for en dag. På børnekulturfestivalen bliver der mulighed for at gå på opdagelse og opleve med alle sanser. KulturKaptajner og Sorø Synger er i samarbejde med kommunens kulturinstitutioner gået sammen om at skabe dette format: en festival for børn i alderen 0-7 år. Her kan børn og deres familier komme helt tæt på musik, kunst, kulturhistorie og børnelitteratur.
På tegnebrættet
LYD PÅ – Mental trivsel blandt unge. Med sang som redskab drømmer vi om at være med til at skabe større social tilknytning og trivsel blandt psykisk sårbare unge. Vores projektideer bygger på erfaringer fra Roskilde Synger og Sangen Hus. Se mere her.